PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/plejehjem-totalrenoveres-6980

Plejehjem totalrenoveres

Pressemeddelelse april 23, 2009 Byggeri

Med Jönsson a/s som totalentreprenør gennemgår plejehjemmet Ryholtgård i Hellerup en fuldstændig make-over - over de næste 14 måneder vil plejehjemmet gennemgå en forvandling, der vil give beboere og ansatte topmoderne faciliteter.

- Der er tale om en total renovering af det fyrre år gamle plejehjem. Først fjerner vi alle gamle installationer, og derefter genopbygger og indretter vi råhuset helt fra bunden, fortæller senior projektchef Per J. Jensen fra Jönsson a/s.

Per J. Jensen tilføjer, at Ryholtgård, som oprindeligt bestod af firs et-værelses ældreboliger, er en del af en større boligbebyggelse opført i 1968, og lægger til, at FSBbolig som bygherre har udviklet projektet i tæt samarbejde med Domus Arkitekter og rådgivende ingeniører fra Grontmij | Carl Bro.

- Fremtidens Ryholtgård kommer til at rumme 55 to-værelses lejligheder, der udover større soveværelse får nyt baderum med gulvvarme, ligesom der indrettes opholdsstue med tekøkken og spisekrog. Derudover udstyres alle lejligheder med skinner til loftlifte, så plejepersonalet slipper for tunge løft, når de skal hjælpe de ældre beboere op af sengen og på toilettet.

´Value for money´

Renoveringen har i øvrigt ladet vente på sig et par år, da to tidligere udbudsrunder ikke resulterede i den ønskede kontrakt. Projektet er nu blevet modificeret, og Jönsson ramte plet med et tilbud, der yderligere optimerede projektet og gav mulighed for at gennemføre 25 punkter fra en forbedringsliste, som ikke figurerede på det oprindelige budget.

- Som led i arbejdet indrettes de eksisterende etager med tre boenheder på hver 16 lejligheder, der sammen deler køkken og fællesarealer, mens stueplanet indrettes med syv lejligheder, samt faciliteter som beboercafé, træningsrum og gæstebolig, hvor pårørende på besøg kan overnatte. Endelig indrettes lokaler til fodpleje, frisør og tandlæge, så beboerne har alle nødvendigheder inden for umiddelbar rækkevidde.

- Men derudover har vi indenfor budgetrammen på 66,5 millioner kroner fundet plads til at udvide plejehjemmet med to nye tilbygninger: På nordgavlen opfører vi 512 nye kvadratmeter fordelt på fire etager med multisal til træning og fællesarrangementer samt nye og fuldt udstyrede ældrelejligheder, ligesom vi foran på huset etablerer ny terrasse i stueplan samt etage med fælles spise- og opholdsarealer samt fælleskøkkener, hvor beboerne selv kan tilberede mad med hjælp fra personalet, konstaterer Per J. Jensen og understreger, at FSBbolig - både i relation til byggeriet og den fremtidige drift - konsekvent har prioriteret miljø, energi og trivsel.

Jönssons senior projektchef pointerer i den sammenhæng, at miljørigtig projektering har været i fokus, og at der gennem effektiv planlægning og projektoptimering er genereret besparelser i størrelsesordenen fire millioner kroner, som er skudt ind i projektet til miljø- og energimæssige tiltag.

- Kontrakten slår fast, at et eventuelt overskydende rådighedsbeløb skal bruges til yderligere energimæssige tiltag, og vi har gennem planlægningen af den udbudte entreprise skabt grundlag for at implementere yderligere 25 tiltag, der alle er med til at sikre både beboere og de ansatte en mere sikker og miljøvenlig hverdag.

Rammetekst:

FSBbolig er Københavns største boligselskab og administrerer alt fra kollegier, til almindelige familieejendomme og ældreboliger. Selskabet er kendetegnet ved en stærk miljøprofil, og i forbindelse med den omfattende forvandling af Ryholtgård har miljø, energi og trivsel - både i relation til byggeriet og den fremtidige drift - været i fokus. Således er de millioner, som er skabt gennem samarbejde om optimering og effektiv planlægning, skudt ind i det samlede projekt til brug for yderligere energi- og miljøforbedringer.

Kontakter


Emner


Byggeri