PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/h%C3%B8je-t%C3%A5strup-viser-vejen-med-klimastrategi-i-passivhusstandard-9325

Høje Tåstrup viser vejen med klimastrategi i passivhusstandard

Pressemeddelelse marts 24, 2010 Byggeri

Som led i kommunens bæredygtige klimastrategi samles Føllet og Gøngehesten i Elverhuset – en ny børneinstitution på 900 kvadratmeter opført i passivhusstandard som en sænket, toetagers kvadrant med indgang på første sal til bygningens cirkulære trapperum og atrium, der med store træer og grønne planter fungerer som husets hjerte og lunger

- Selvfølgelig skal man bygge passivhuse. Der findes ikke noget alternativ, og vi glæder os til at komme i gang med byggeriet af landets hidtil største børneinstitution i passivhusstandard.

Borgmester Michael Ziegler fra Høje Tåstrup Kommune er ikke i tvivl: Kursen er sat mod en fremtid i balance med klima og miljø, og institutioner i passivhusstandard indtager en central placering i kommunens klimastrategi.

- Passivhuset bygger på sund fornuft og kendte løsninger. Det kræver ikke omfattende installation af avancerede og dyre elektroniske hjælpemidler. Det passer sig selv som en selvkørende energifabrik, og det er rart at være i, fortsætter borgmesteren og tilføjer, at den nye institution med navnet Elverhuset får 40 vuggestuepladser og 68 børnehavepladser.

- Elverhuset bliver med 900 kvadratmeter en af de hidtil største, selvforsynende danske institutioner opført efter passivhuskonceptet. Huset lever som en integreret del af naturens evige cyklus, fortsætter Lars Køhler, der som afdelingsarkitekt fra Bjerg Arkitektur A/S i København har været primus motor i udviklingen af børnehaven, som opføres i totalentreprise af Anker Hansen A/S med Alectia A/S som ingeniør.

Terræn er varmebuffer

- Elverhuset er placeret og designet i forhold til verdenshjørnerne og de store træer mod syd. Derved sikrer vi, at solens passive varmeenergi året rundt stråler dybt ind i bygningen gennem store ovenlys og sydvendte, varmeakumulerende vinduespartier.

- Men derudover udnytter vi betonkonstruktionens varmeakkumulerende effekt i husets termiske system, ligesom vi med den sænkede konstruktion året rundt udnytter terrænet som en konstant varmebuffer, pointerer Lars Køhler og tilføjer, at Elverhuset får et optimalt og allergivenligt indeklima.

Samme pris

- Huset opføres med kendte bæredygtige løsninger og miljøvenlige materialer, der matcher krav til både sundhed, funktion og vedligehold. Det elektronisk styrede ventilationssystem sørger for masser af frisk luft uden træk, og husets konstruktion sikrer, at al kuldestråling fra de indvendige overflader er elimineret, supplerer teknisk direktør Henrik Vestergaard fra entreprenørselskabet Anker Hansen A/S.

Henrik Vestergaard fortæller videre, at alle gulve og lofter i institutionens opholdsrum er akustikdæmpende, ligesom alle vægge beklædes med glasfilt og males, så de kommer til at fremstå som glatte, rengøringsvenlige overflader, og han understreger at Elverhuset ikke bliver dyrere at opføre end et traditionelt byggeri i energiklasse 1.

Attraktiv økonomi

- Kodeordet i byggeriet af passivhuse er planlægning og præcision i arbejdet med kendte bæredygtige materialer og løsninger, og inden gravemaskinerne går i jorden er hele byggeriet programmeret og planlagt helt ned i den mindste detalje i et tæt samarbejde mellem alle byggeriets aktører.

- På den måde er alle parter, længe inden byggeriet igangsættes, bundet sammen i et fælles team, hvor alle kender alle og har en klar fornemmelse af, hvordan byggeriet skal tackles. Derved sikrer vi optimal udnyttelse af både tid og materialer i selve byggefasen, og resultatet er, at vi udover at eliminere fejl og mangler opnår en samlet byggeøkonomi, der matcher traditionelt byggeri i energiklasse 1.

Rammetekst:

Med opførsel af den hidtil største danske passivhusinstitution Elverhuset, der skal stå klar indvielse i foråret 2011, viser Høje Tåstrup vejen til fremtidens bæredygtige kommuner. Den nye institution, der med 900 kvadratmeter får plads til 40 vuggestuebørn og 68 børnehavebørn, kommer til at koste ca. 15 millioner kroner og opføres i totalentreprise af Anker Hansen A/S i samarbejde med Bjerg Arkitektur A/S og Alectia A/S.

 Billedtekst:

Den nye børneinstitution Elverhuset i Høje Tåstrup, der opføres som passivhus og bliver selvforsynende med varme, er udformet som en sænket to etagers kvadrant, der udover solens gratis varme konstant udnytter terrænet som varmebuffer og betonkonstruktionen som varmeakkumulator.

Yderligere oplysninger : Lars Køhler, Bjerg Arkitektur A/S på telefon 29 45 06 15

Kontakter


Lars Køhler

Partner og afdelingsarkitekt MAA
Bjerg Arkitektur A/S
larsk************** Vis...
29 45****** Vis...

Kjeld Bjerg

Administrerende direktør, arkitekt MAA
Bjerg Arkitektur A/S
kjeld********* Vis...
98 92****** Vis...

Emner


Byggeri