PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/digital-byggeekspert-de-der-venter-bliver-tabere-8385

Digital byggeekspert: ”De der venter bliver tabere”

Pressemeddelelse november 16, 2009 Byggeri

Det Digitale Byggeri udgør i dag et effektivt redskab, der skaber betydelig merværdi i byggeriet, konstaterer udviklingsleder Rene Martin Larsen, der fredag blev kåret til ”Årets Bygningskonstruktør 2009”

 - Trods massive kampagner, netværkssamarbejder og implementerings-task-force er det stadig kun en snæver kreds af arkitekt- og ingeniørvirksomheder, der har opbygget de fornødne kompetencer til at arbejde digitalt

Det er Rene Martin Larsen, konstruktør, executive MBA og udviklingsleder hos bjerg arkitektur a/s, der i forbindelse med modtagelse af hædersbevisningen ”Årets Bygningskonstruktør 2009” gør status over byggebranchens implementering af Det Digitale Byggeri.

- Det er trist, for Det Digitale Byggeri fremstår i dag som et effektivt redskab, der skaber store og synergerende resultater både i forhold til det enkelte byggeri og i forhold til en tiltrængt modernisering af hele byggeprocessen, og ingen behøver tvivle på, at Det Digitale Byggeri er kommet for at blive. De, der venter, bliver fremtidens tabere.

Stor gevinst

Rene Martin Larsen fortæller videre, at bjerg arkitektur med Det Digitale Byggeri som redskab arbejder sig frem mod gevinster i størrelsesordenen 20 - 30 procent på både tid og økonomi, og han pointerer, at de nye digitale redskaber udgør en solid platform for udvikling af en CO2-venlig byggeproces.

- Systemets skarpe overblik og præcision kombineret med let adgang til konsekvensrettelser og beregninger på både materialer og processer udgør en ny stærk arbejdsplatform for vores arbejde med helhedsorienteret, miljøvenligt byggeri, og vi kan allerede i dag som led i projektering og målrettet udvikling af en CO2-venlig byggeproces opstille præcise cradle-to-cradle beregninger med et par tryk på tastaturet.

- Samtidig står det dog klart, at vi kun ser toppen af isbjerget. Jo stærkere vi får spredt de digitale ringe, desto større bliver fordelene, selv om implementering og udvikling af Det Digitale Byggeri aldrig bliver et færdigt projekt. Det er og bliver en fortsat proces, der retter sig både mod metoder, materialer og medarbejdere, og det bør indgå som et af topledelsens strategiske redskaber til i alle sammenhænge at udvikle og forbedre byggeriet.

 Brug for forandring

- Og, understreger den digitale nordjyske spydspids, vi har hårdt brug for forandring.Tiden er både i nationalt og globalt perspektiv moden til med Det Digitale Byggeri som redskab at gøre op med byggebranchens dårligdomme, for i en global, markedsorienteret fremtid med skærpet konkurrence på alle niveauer er der ikke plads til massive forsinkelser, budgetter, der skrider og byggerier, der ikke lever op til bygherrenes forventninger.

 - Det er tvingende nødvendigt at få standardiseret byggeprocessen hele vejen fra idé til drift med henblik på at skabe bedre byggerier, der med et helhedsorienteret matcher bygherrens ønsker til økonomi, bæredygtig kvalitet og ressourceforbrug uanset om det drejer sig om arkitektur og indretning, materialer og metoder eller bygge- og driftøkonomi.

 - Lidt firkantet kunne man sige, at vi med Det Digitale Byggeri har fået et redskab til på samme måde som i industrien at kombinere stordrift og masseproduktion til at imødekomme kundernes ønsker om høj og ensartet kvalitet på et attraktivt økonomisk niveau.

 

Rammetekst:

Digital spydspids fra Hjørring kåretsom ”Årets Bygningskonstruktør 2009”

Rene Martin Larsen fra bjerg arkitektur i Hjørring blev fredag eftermiddag i Aalborg kåret og hædret som ”Årets Bygningskonstruktør 2009” for pionerarbejde med at implementere og udbrede kendskabet til Det Digitale Byggeri.

Hædersbevisningen som ”Årets Konstruktør” - sponseret af Dansk Byggeri, Danske ARC, Konstruktørforeningen og Teknisk Landsforbund og indstiftet i 1999 som den ubetinget mest prestigefyldte pris for bygningskonstruktører i Danmark – uddeles hvert andet år af landets konstruktørskoler til en bygningskonstruktør, der gennem sit virke på særlig vis har deltaget i udviklingen af dansk byggeri.

Prisen består udover hæderen af en plakat, der er dedikeret årets modtager og udsendes bredt til en bred kreds af byggeriets aktører.

Billedtekst: (illustration fra overrækkelsen)

- Både i relation til udvikling og implementering af Det Digitale Byggeri, som ministerielt udpeget censor ved konstruktøruddannelserne og som mentor for konstruktørstuderende har René Martin Larsen på enestående vis præget udviklingen af dansk byggeri, sideløbende med at han har haft overskud til videreuddannelse som executive MBA, konstaterer studieleder Bruno Larsen fra konstruktøruddannelsen ved University College Aalborg, der på vegne af landets konstruktørskoler stod for det praktiske arrangement ved overrækkelsen af ”Årets Bygningskonstruktør 2009” i Aalborg nye Utzon Center og her lykønsker Rene Martin Larsen med hæderen.

Billedtekst: (Illustration af plakat)

Sammen med hæder og ære består konstruktørskolernes hæderbevisning som ”Årets Konstruktør 2009” af en specialtrykt plakat, der dedikeres til modtageren og udsendes bredt til byggebranchens aktører. Plakaten er i lighed med tidligere plakater skabt af kunstneren Jens Thøger Hjortshøj.           

Emner


Byggeri