PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/afskaffelse-af-fradrag-kan-skabe-byggeboom-12496

Afskaffelse af fradrag kan skabe byggeboom

Pressemeddelelse oktober 5, 2011 Byggeri

Den nye regerings beslutning om at fjerne håndværkerfradraget vil med stor sandsynlighed skabe travlhed i mange håndværksfirmaer frem til nytår, hvor den kun fire måneder gamle ordning udløber. Hos 3byggetilbud.dk frygter man, at en del af de mange ekstra byggeprojekter ikke bliver udført.

Forleden fik Danmark en ny regering, og med det nye flertal i Folketinget er flere politiske områder vendt på hovedet. Et af dem er det nye håndværkerfradrag, der blev indført pr. 1. juni i år og var planlagt til at løbe frem til udgangen af 2013. Men nu har den nye S-R-SF-regering drastisk valgt at afkorte perioden, så at muligheden for at få et håndværkerfradrag kun er muligt frem til 31. december 2011.

Dermed skal bygherrer skynde sig at få sat gang i de nødvendige byggeprojekter, da det omtalte fradrag kun kan fås i små tre måneder endnu. Fradraget kan fås for håndværkernes arbejdsløn i forbindelse med arbejdet. Dog maksimum 15.000 kroner pr. person over 18 år i husstanden.

Ekstra travlhed

I og med at håndværkerfradraget kun gælder året ud, har boligejere ekstra travlt med at få påbegyndt deres renoverings- og byggeprojekter, hvis at de vil gøre gavn af håndværkerfradraget. Og hos Dansk Byggeri ser man frem til de næste tre måneder.

”Vi forventer, at vores håndværksvirksomheder vil opleve ekstra travlhed i de kommende måneder. Vi regner simpelthen med, at mange skal nå at have udført deres opgaver før lukketid. Ordningen var i første omgang baseret på, at man som bygherre ikke havde travlt, men nu får nogle ekstra travlt. I sidste ende betyder det selvfølgelig en bedre økonomi,” siger afdelingschef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, til 3byggetilbud.dk.

Skat oplyser, at bygherres faktura senest skal sendes til Skat inden udgangen af 2011, hvis man ønsker håndværkerfradraget. Forudfakturering er ikke muligt.

Tiden presser håndværkerne

Hos 3byggetilbud.dk, hvor bygherrer indhenter tilbud på byggeprojekter, forventer man, at mange af de ekstra byggeopgaver ikke når at blive udført inden udgangen af året.

”Der er formentlig mange, der ønsker at udnytte håndværkerfradraget, men mange vil sandsynligvis opleve, at deres opgaver ikke kan udføres, inden at ordningen udløber, da vinterperioden begrænser mange håndværkere, der i forvejen har meget travlt i de kommende måneder,” siger adm. direktør for 3byggetilbud.dk, Martin Borgstrøm.

Som erstatning for håndværkerfradraget indfører den nye regering pr. 1. januar 2012 et energirenoveringstilskud. Her kan man som bygherre søge tilskud til konkrete renoveringsprojekter, der er energivenlige. Hvor meget man kan få i støtte har regeringen endnu ikke besluttet.

Se et tv-indslagfra TV 2 Nyhederne om 3byggetilbud.dk og håndværkerfradraget.

For yderligere kommentar. Kontakt: kommunikationschef, 3byggetilbud.dk, Michael Müller, tlf. 2715 1762

Emner


Byggeri